Det blev en gyser for Thomas Delaney, da han mandag aften fik sin officielle debut for fodboldklubben Borussia Dortmund.
Den tyske storklub var få minutter fra at blive sendt ud i første runde af den tyske pokalturnering, men til sidst lykkedes det for Dortmund at vinde 2-1 ude over Greuther Fürth efter forlængelse.
Greuther Fürth, der er nummer tre i den næstbedste række, scorede kampens første mål efter 77 minutter.
Sebastian Ernst passerede Dortmund-målmand Roman Bürki, og det lignede en stor overraskelse.
Få minutter før scoringen var Thomas Delaney blevet afløst af Axel Witsel, der også fik debut for Dortmund.
Den belgiske VM-bronzevinder blev fem minutter inde i dommerens tillægsminutter den direkte årsag til, at Dortmund holdt sig inde i kampen.
Målmand Roman Bürki var gået med frem og fik sendt bolden hen til Marco Reus, der sendte en aflevering ind mod mål.
Her dukkede Axel Witsel op, og med en kontrolleret helflugter scorede midtbanespilleren til 1-1, så kampen gik i forlænget spilletid.
Netop da kampuret havde rundet 120 minutter, og det lignede en straffesparkskonkurrence, slog Marco Reus til og scorede til 2-1, så Dortmund kom videre.
Kampen var også debut for Lucien Favre i Dortmunds trænersæde.
Jacob Bruun Larsen kunne på grund af en skade ikke være med for Dortmund.
/ritzau/