To vægtløftere er blevet smidt ud af Tyrkiets olympiske trup, fordi de mistænkes for at have taget doping. Også en ungarer er sendt hjem.
Det skriver det tyrkiske nyhedsbureau Anatolia torsdag ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Formanden for det tyrkiske vægtløftningsforbund (THF), Hasan Akkus, bekræfter, at vægtløfterne Fatih Baydar og Ibrahim Arat er blevet bortvist, efter at de dumpede en dopingtest den 7. juli.
Baydar, 29, vandt en sølvmedalje i 85 kiloklassen under EM i Antalya i Tyrkiet tidligere på året.
Arat, 23, blev nummer fire i 94 kiloklassen ved de samme mesterskaber.
Vægtløftning har gennem længere tid været plaget af kontroverser om doping. Samtidig er vægtløftning blandt de sportsgrene, som Tyrkiet står stærkest i.
Også den ungarske diskoskaster Zoltan Kovago er blevet sparket ud af den olympiske by torsdag, fordi han nægtede at lade sig teste for doping.
Han er den anden diskoskaster i den ungarske trup, der bliver sendt hjem fra OL.
Sidste uge måtte landsmanden Robert Fazekas rejse hjem, efter der blev fundet spor af steroider i hans blod.
/ritzau/