Ivan Bassos navn er mere end én gang dukket op i forbindelse med den store dopingsag, Operacion Puerto. Tyler Hamilton er tidligere dømt for dopingmisbrug og er ligeledes mistænkt i forbindelse med Operacion Puerto. Alligevel er begge ryttere sandsynligvis med, når det store italienske etape-cykelløb, Giro d’Italia, køres til maj. Arrangøren af løbet, RCS, har offentliggjort, hvilke hold der er udtaget til løbet, og her er både Bassos Discovery-hold og Hamiltons Tinkoff-hold med. På Tinkoff-holdet kører også Danilo Hondo, der ligeledes er under dopingmistanke.
Mens det var forventet, at Pro Tour-holdet Discovery ville blive udtaget, selvom det har ansat Ivan Basso, så vækker det præsidenten for den internationale cykelunion, UCI’s, vrede, at Tinkoff-holdet, der ikke har Pro Tour-status, er blevet tildelt et wild card, så ryttere som Tyler Hamilton og Danilo Hondo kan stille op i det store italienske etapeløb.
»I den situation, som cykelsporten befinder sig i i dag, er dette fuldstændig uacceptabelt, og for UCI er det ubegribeligt, at RCS vil gøre sådan noget. Det sender på ingen måde den rette besked til cykelverdenen,« raser UCI-præsident Pat McQuaid ifølge cyclingnews.com.
Ifølge UCI’s regler skal alle hold med Pro Tour-status have adgang til de største cykelløb. Alligevel har de italienske arrangører set bort fra Pro Tour-holdet Unibet.com, fordi holdet reklamerer for et bookmaker-firma. Dette ser Pat McQuaid som en decideret krigserklæring mod UCI og Pro Touren.
»Det er et slag i ansigtet på UCI og Pro Touren. De vil ganske enkelt Pro-Touren til livs. Men det får de ikke lov til. Holdene, som har Pro Tour-licens, er garanteret at køre de bedste løb. Og det skal vi i UCI nok sørge for, at de kommer til,« siger McQuaid til TV2.
Mens Giro d’Italia ser ud til at få deltagelse af både Ivan Basso og Tyler Hamilton, har arrangøren af Tour de France tidligere antydet, at Ivan Bassos Discovery-hold ikke skal forvente en plads i verdens største cykelløb.