Da Tiger Woods kom tilbage til golfsporten, efter han havde undergået sit livs største krise med afsløringer om utroskab, troede man, at han nu var på vej tilbage til en nogenlunde normal tilværelse.
Men nej.
Og igen holdt den gamle parole med at "en ulykke kommer sjældent alene" stik.
For ikke nok med at "Tigeren" har høstet grimme tilråb på golfbanen, så har verdensetteren bestemt ikke formået at genfinde sit normale spil.
Og nu - for at gøre ondt værre - anklager en række kolleger fra golftouren ham for at dope sig.
I en undersøgelse, foretaget af det amerikanske sportsblad 'Sports Illustrated', svarer 25 procent ja til, om de tror, at Woods tager præstationsfremmende stoffer.
Dog er anklagerne ikke noget som Tigeren lader sig påvirke af.
"Jeg tager ikke nogen som helst form for stoffer og har heller aldrig gjort det. Men enhver har jo ret til at have sin mening," lyder det bestemte svar fra Tiger Woods.
Om hvorvidt Woods har overbevist sine tvivlere, melder historien ikke noget om. Men eftersom hans troværdighed for tiden ligger på et meget lille sted, skal han vel ikke gøre sig de store forhåbninger.