Når en bloddonor flytter fra et amt til et andet, forsvinder personen ud af blodbankens register, medmindre personen selv melder sin flytning til blodbanken.
Det sker desværre langt fra altid, og derfor går blodet fra omkring 5.000 af det samlede antal donorer på godt 230.000 personer hvert år tabt.
Det tal skal bringes ned, fastslår generalsekretæren for Bloddonorerne i Danmark, Niels Mikkelsen. Han forudser, at det forhåbentlig allerede bliver bedre, når 14 amter bliver til fem regioner 1. januar 2007.
»Det bliver bedre med fem regioner, for så kan en person, der eksempelvis flytter fra Kolding til Haderslev stadig blive i samme region. I dag er personen nødt til at begynde helt forfra i systemet, og det er der mange personer, der ikke får gjort,« siger Niels Mikkelsen.
I dag kan blodbankerne ved hjælp af cpr-registeret og oplysninger fra donorregisteret blive ved med at sende indkaldelser om tapning ud, så længe en person flytter indenfor et enkelt amt. Derfor opstår problemet først, når en person forlader et amt.
»Det er især et problem, fordi mange unge mennesker flytter i forbindelse med deres uddannelse eller flytter efter job. Og vi har meget brug for de unge mennesker,« siger Niels Mikkelsen.
Allerhelst så han, at der blev lavet et nationalt register i Danmark, så den enkelte donor selv kunne bestemme, om han ville tappes i København eller i Lemvig,.
»I Finland, der geografisk er otte gange større end Danmark, har man en enkelt blodbank, og i Holland har man fire regionale blodbanke. Det ville også være det bedste i Danmark, men det sker ikke lige nu,« siger generalsekretæren.
I øjeblikket er der cirka 15 blodbanker i Danmark. Efter nytår venter Niels Mikkelsen, at antallet er reduceret til fem.
I region Midtjylland er man godt i gang med omstruktureringen, fortæller Johannes Flensted-Jensen, formand for Regionernes udvalget vedrørende service og struktur på sundhedsområdet.
»Vi omorganiserer en smule, hvilket betyder, at vi går fra tre blodbanker til to. Men samtidig beholder vi antallet af tappesteder, så borgerne vil ikke kunne mærke noget, bortset fra, at det sikrer kvaliteten, at vi kun har to steder, hvor blodet bliver registreret.«