I TV-serien Beverly Hills 90210 havde Donna aldrig problemer med at få pengene til at slå til. Men i virkelighedens verden har det stået sløjt til med finanserne for Tori Spelling, siden hendes stenrige far, tv-produceren Aaron Spelling, døde sidste år.
Om få uger nedkommer den forhenværende tv-stjerne efter planen med en dreng. For at spare lidt på udgifterne, har Tori Spelling besluttet at holde den traditionelle babyfest for veninderne som et Tupperware-party. Firmaet bag det verdensberømte plasticemballage er efter sigende store fans af skuespillerinden. I USA afholder vordende mødre traditionelt et såkaldt »baby-shower«, hvor veninderne kommer med gaver til den lille ny. Donnas veninder kan passende benytte lejligheden til at købe dåbsgaver, så den lille Spelling kan få plasticbøtter til et helt liv.