DONG Energys direktør, Anders Eldrup, afviser pure kritikken af det danske energiselskabs planer om at bygge et kulkraftværk i den nordtyske by Greifswald.
Godt nok forurener kulkraftværker langt mere end eksempelvis gasdrevne værker, men dels er DONG ifølge Eldrup det firma, der kan bygge kulkraftværker mest effektive - og dermed mindst forurenende - dels er det netop et kulkraftværk, ordren lyder på, forklarer han til Avisen.dk.
- For tyskerne handler det ikke mindst om forsyningssikkerhed. Hvis man lavede alle Tysklands kraftværker om til for eksempel gasdrevne, så ville landet være afhængig af de ganske få producenter, der kan levere gassen. Derfor sagde Tysklands kansler, Angela Merkel, så sent som for et par uger siden, at det er nødvendigt med flere kulkraftværker, siger Anders Eldrup og tilføjer:
- Og når det er tilfældet, er vi i al beskedenhed de bedste til at bygge kulkraftværker. Ved at erstatte de gamle med vores mere moderne kan de reducere udledningen af CO2 med 30-40 procent.
DONG Energys planlagte kulkraftværk mangler endnu de tyske myndigheders godkendelse. Lokalt har planerne vakt furore, ligesom oppositionen i Danmark mener, at det er forkert af delvist statsejede DONG at bygge et nyt kulkraftværk, når Danmark internationalt arbejder for vedvarende energi og en nedbringelse af CO2-udledningen.