Samme forbrug, men større regning.
Flere københavnere har de seneste måneder hævet øjenbrynene ved synet af de elregninger, der dumper ind ad brevsprækken. Selvom de ikke har brugt mere strøm, er beløbet alligevel vokset. Det skyldes, at elselskabet DONG i efteråret satte abonnementsprisen op fra 150 til 810 kroner, da de overtog Københavns Energi. Endda med tilbagevirkende kraft.
Det må de gerne, siger loven - men det er ikke sikkert, at de må gøre det uden tydeligt at fortælle det til kunderne.
Føler sig snydt
Flere københavnere føler sig så snydt, at de har anlagt civilt søgsmål mod DONG, oplyser Energiankenævnet.
Ifølge Ældre Sagen, der har modtaget henvendelser fra frustrerede ældre, kommer regningen som et chok.
»For en folkepensionist er det ikke rart at få en så stor stigning i elregningen,« siger foreningens afdelingschef Vibeke Andersen.
I DONG vil man godt undskylde lidt på forhånd:
»Kommunikationen har ikke været god nok. Det vil vi gøre bedre næste gang,« siger direktør Lars Lorensen.