Energikoncernen Dong Energy har udnævnt to nye direktører og tager samtidig afsked med koncerndirektør Kurt Bligaard Pedersen. Det fremgår af en meddelelse til Københavns Fondsbørs.
Til forretningsområdet vindenergi udnævner Dong Energy den 42-årige schweizer Samuel Leupold som ny direktør. Han kommer fra en stilling som koncerndirektør i det schweiziske energiselskab BKW FMB Energie.
Samuel Leupold tiltræder i den nye stilling i starten af marts næste år.
I forretningen Energy Markets, der er en vigtig del af den samlede koncerns omsætning, forlader Kurt Bligaard Pedersen stillingen som koncerndirektør efter gensidig aftale.
- Jeg vil gerne sig Kurt tak for en stor indsats for Dong Energy og ønsker ham held og lykke fremover, siger Henrik Poulsen, koncernchef i Dong Energy.
I stedet for Kurt Bligaard Pedersen bliver det den 45-årige Morten Hultberg Buchgreitz, der skal stå i spidsen for området Energy Markets. Han kommer fra en stilling internt i Dong Energy, hvor han er senior vice president i afdelingen Group Treasure & Risk Management.
Også han tiltræder stillingen i starten af marts. Indtil da vil finansdirektør Carsten Krogsgaard Thomsen fungere som direktør for Energy Markets.
Dong Energy kom i sidste uge ud med en stor spareplan, der blandt andet medfører et farvel til mellem 500 og 600 stillinger i koncernen.
/ritzau/