Donald Trump erklærer sig uenig med den engelske dronning Elizabeth, og mener, at hun burde have været langt mere striks, da hendes barnebarn prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, valgte at forlade det britiske kongehus og flytte til Los Angeles.
Hun skulle have frataget parret alle titler, lyder det.
Det skriver det amerikanske medie Deadline.
Udtalelsen fra den tidligere amerikanske præsident er kommet frem i et klip fra det engelske talkshow "Piers Morgan Uncensored", der bliver vist mandag på den britiske tv-kanal Talk TV.
Her går Trump også skridtet videre og slår fast, at han ikke mener, at ægteskabet mellem prinsen og hertuginden vil holde.
- Jeg spekulerer på, om Harry vil komme krybende tilbage til dronningen. Han har været respektløs over for landet, og han er pinlig, siger den tidligere amerikanske præsident i klippet ifølge mediet Deadline.
I 2020 trådte prins Harry og hans hustru tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus, efter de mente, at Meghan var blevet dårligt behandlet.
Det fortalte parret i et større interview med Oprah Winfrey i marts sidste år.
I talkshowet fortæller Donald Trump, at han ikke er fans af prins Harrys hustru.
- Jeg er ikke fan af Meghan. Jeg tror stakkels Harry bliver kørt rundt i manegen, siger den tidlige præsident.
/ritzau/
Af Heidi Elkjær, Ritzau Fokus