Historien starter i et ingenmandsland ved havet. Mennesker drages til stedet og kæmper om retten til at herske over det. Mange bliver dræbt, og sejrsherren står tilbage med kun en lille håndfuld undersåtter. Hans hungren efter magt er dog ikke til at mætte, og han opfører et fyrtårn, som skal lokke søfarende på grund, så han kan plyndre og herske over dem.
Historien bag Lis Er Stille s nye album Apathobvious er grum, men har, ifølge sanger Martin Byrialsen, været et godt redskab for bandet.
»Vi har brugt fortællingen som redskab til at bygge musikken op omkring. Det har givet os konkrete billeder at arbejde ud fra,« siger sangeren, som samtidig understreger, at det er op til lytteren at tolke stemning og tekst på pladen, som udkommer 10. april.
Fælles projekt
Albummet har været et stykke tid undervejs og er blevet til som et fælles projekt, hvor samtlige bandmedlemmer har fået god plads.
»Det er en kollektiv proces, og det er vigtigt at få det hele med. Når vi er i studiet, byder vi hver især ind med ideer og vinkler på musikken,« forklarer trommeslager Jon Gotlev.
»Vi vælger til ¿ og ikke ikke ret meget fra. Vi arbejder nok meget efter princippet don t kill your darlings ,« tilføjer guitaristen Tue Schmidt Rasmussen.
Musikalsk modreaktion
Den stille og til tider svært tilgængelige form er efterhånden blevet bandets varemærke. Og de unge musikere lægger ikke skjul på at de gør en dyd ud af det storladne.
»Vi har en anderledes tilgang til musikken end mange andre danske musikere. Vores musik fylder meget og kræver meget af lytteren,« siger Martin Byrialsen. Han og resten af bandet arbejder bevidst imod den strøm af elektropop og andre let tilgængelige genrer, som i øjeblikket dominerer i det musikalske landskab,
»For os er musikken det vigtigste. Vi går ikke så meget op i at sælge plader i Danmark, men satser i stedet på udlandet. Dér er der bedre plads til sådan nogle som os,« siger han.