En larmende kulisse med 4-5.000 hujende tilskuere lyder som en drøm for de fleste håndboldfans. Men Parkens bestyrelsesformands, Flemming Østergaard, og Københavns Kommunes planer om en multihal ved siden af fodboldlandsholdets hjemmebane er ikke visionære nok. I hvert fald ikke, hvis målet er at lokke internationale indendørs sportsbegivenheder til København, skriver Berlingske Tidende.
- De kræver plads til 15.000 tilskuere, og der er planen om multiarenaen Copenhagen Dome ved Bella Centret det eneste realistiske. Arenaen ved Parken bliver jo ikke større end Brøndby Hallen, siger formanden for Danmarks Idrætsforbund, Kai Holm, til Berlingske Tidende.
På trods af, at hallen ved Parken ikke får kapacitet til at huse de allerstørste arrangementer, så er det dog et skridt i den rigtige retning, mener Københavns turistorganisationer.
- I de sidste 15 år er Københanv blevet godt begavet med en række kulturhuse, som Operaen, et nyt skuespilhus, DR s koncertsal, Diamanten, Glyptoteket, og udvidelsen af Statens Museum for Kunst. Men flaskehalsen i København er idrætsfaciliteter, og det er godt, at der tages hul på det nu, siger Wonderul Copenhagens direktør, Lars Bernhard Jørgensen til Berlingske Tidende.
Andre steder arbejdes der dog på at få en hal, der opfylder tilskuerkravet til international topsport. Det ventes, at Bella Center i dag offentliggør en pressemeddelse, hvor de kræver, at det offentlige og forskellige fonde spytter penge i Copenhagen Dome, hvis planerne skal blive til virkelighed.
- Nu må folk melde ud, om de vil have en rigtig mulitiarena i København eller ej. Det gælder politikerne, erhvervslivet og fonde. Nu er hyldesttalernes tid forbi, siger Bella Centrets direktør Arne Bang Mikkelsen til Berlingske Tidende.
I Danmark er det kun Messecenter Herning, der har plads til 15.000 tilskuere. Men over hele landet arbejdes der med planer, som skal få de store indendørs arenaer til at skyde op. De fleste forventes færdige omkring 2010.
Nogle af planerne er:
Copenhagen Dome - 15.000 tilskuere
Globen, Korsør - 10.000 tilskuere
Århus Multihal - 15.000 til 18.000 tilskuere
Sønderborg Arena - 10.000 tilskuere