Når Don Ø siger køb - køb!
Når Don Ø siger sælg - sælg!
Den gamle engelske børneleg Simon says synes at kunne overføres til det danske aktiemarked med bestyrelsesformanden i Parken Sport & Entertainment, Flemming Østergaard, i rollen som Simon.
Før efterårssæsonen købte han en mængde aktier i Brøndby IF, da de var i bund. Da medierne omtalte investeringen, steg kursen markant, og da den toppede, solgte FCK-bossen, og så pegede kurven igen nedad.
Godt kørende
Den 13. marts blev Don Ø s investering offentligt kendt, da han omtalte den i et interview i Ekstra Bladet.
»Hvis de ikke kvajede sig mere, end de allerede havde gjort – og det havde jeg ikke fantasi til at forestille mig – så vurderede jeg, at der kunne være en god forretning i at investere i Brøndby,« sagde han dengang.
Peter Falk-Sørensen fra Dansk Aktie Analyse har kun roser tilovers for Flemming Østergaards flirt med fjenden.
»Det tyder på, at han er meget godt kørende på øverste etage, for det var meget godt set,« siger analytikeren.
Fra artiklens offentliggørelse og frem til 10. april steg Brøndby-aktien med 24 procent til kurs 94, og det har højst sandsynligt indbragt Don Ø en pæn portion penge. Ifølge Ekstra Bladets kilder købte han aktier for mellem en kvart og en halv million kroner hos rivalerne.
Ligesom A. P. Møller
Nu er værdipapirene solgt igen, og da Nyhedsavisen spørger Østergaard, om de blev solgt, mens kursen var på sit højeste, lyder svaret prompte: »Selvfølgelig«.
En af årsagerne til den øgede interesse for Brøndby-aktien hænger sammen med, at den tidligere børsvekselerer, Flemming Østergaard, har et godt ry i forretningsverdenen.
»Grunden til, at Don Ø kan gøre det, er, at han har haft forretningsmæssig succes. Det er ligesom A.P. Møller i gamle dage, hvor man sagde, at man bare skulle finde et lyseblåt skib og sejle efter det for at blive rig,« siger Peter Falk-Sørensen, der ikke mener, at der findes andre i den danske fodboldverden, som kunne lave samme stunt.