Flemming Østergaard - også kendt som Don Ø - har tilbudt at trække sig som bestyrelsesformand for Parken Sport & Entertainment i forbindelse med selskabets blodrøde regnskabstal.
Det afslører han over for DR Nyheder:
"Jeg har sagt til aktionærerne: Hvis I ønsker, at jeg skal holde op nu, jamen så holder jeg da op. Det er der ingen problemer i."
Det ønskede aktionærerne imidlertid ikke, og dermed fortsætter Don Ø endnu nogle år på posten.
Aktionærerne blandt dem Lønmodtagernes Dyrtidsfond har dog krævet, at Flemming Østergaard ikke skal "fylde" så meget som bestyrelsesformand, og at han skal give mere plads til direktionen.
Parken Sport & Entertainment forventer et underskud på 250 millioner kroner i år og 100 millioner næste år. Samtidig er gælden på to milliarder kroner.
De store aktionærer er klar til at skyde en halv milliard kroner ind i selskabet på betingelse af, at underskudsgivende aktiviteter bliver droppet, og at Flemming Østergaard som nævnt overlader mere magt til direktionen.