Efter en pinlig historie om en køretur med alkohol i blodet er Don Ø nu officielt frikendt.
"Lørdag den 25. juni 2011 blev Flemming Østergaard sigtet for spirituskørsel af Fyns politi. En analyse af den udtagne blodprøve har vist en alkoholpromille på under 0,51, hvorfor sigtelsen for spirituskørsel frafaldes," skriver Fyns politi i en pressemeddelelse.
Det må glæde den tidligere Parken-boss, der nu slipper for at værre tosset på sig selv.
"Jeg HADER spirituskørsel, og så sker dette", sagde Flemming Østergaard til Ekstra Bladet, da sagen oprindeligt kom frem.
"Jeg havde fået et par øl om aftenen og var på vej i seng, da der kom et par unge, friske fyre og sagde, at jeg ikke skulle sove, men jeg skulle i stedet have nogle mojitos (en drink med rom, red.)," forklarede han.
Og de mojitos holdt lige til næste morgen, hvor forretningsmanden efter et par timers søvn satte sig bag rattet med en beskeden - og lovlig - mængde alkohol i blodet.