Det var de voldsomme jubelscener, som Flemming Østergaard deltog i, da FCK vandt mesterskabet, der nu har kostet ham æresmedlemsskabet af klubben.
Eksformanden sprang rundt på tribunen, krammede Gud og hver mand og tiltrak sig en masse opmærksomhed fra linserne. Det i en sådan grad, at bestyrelsen synes, det blev for meget.
Til Ekstra Bladet forklarer Parkens nye formand, Lars Johansen, at en enig bestyrelse besluttede, at kaste Don'en på porten på grund af jubelscenerne.
Ekstra Bladet forsøgte i går også at få en kommentar fra Flemming Østergaard omkring ekskluderingen af klubben. Men det var meget sparsomt med detaljerne.
"Der er tale om et kongemord!" var den detroniserede Don af KFC-klanens kortfattede reaktion.
En kilde oplyste i går, at de resterende medlemmer af bestyrelsen ikke var enige i tilbagekaldelsen, og at det udelukkende var de to storaktionærer i klubben, der tog beslutningen.
"Det er Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen, som ønskede, at titlen skulle fratages. Det mente den øvrige bestyrelse trods alt var over grænsen," sagde en kilde til dagbladet Børsen.