Skrevet i samarbejde med Søren Kitaj, soki@avisen.dk
Panathinaikos, Lokomotiv Moskva, Atlético Madrid og Aberdeen.
FCK kan se frem til fire svære kampe i bestræbelserne på at gå videre fra UEFA Cuppens gruppespil, og FCK-boss Flemming Østergaard var umiddelbart efter lodtrækningen ikke særlig begejstret.
- Det er en svær gruppe, men vi tager en kamp ad gangen. Alle holdene skal jo overvindes. Jeg tror, at vi har en rimelig chance for at gå videre. Det er selvfølgelig altid svært, men alt
andet end lige er jeg rimelig optimistisk, siger Flemming Østergaard til TV 2 News.
Og der er da også tale om stærke mandskaber. Panathinaikos har i mange år spillet med i Champions League, mens Lokomotiv Moskva i de to kvalifikationskampe til gruppespillet mod FC Midtjylland viste, at russerne kender den direkte vej til modstandernes mål.
Spanske Atletico Madrid kan også vise sig at blive en stor mundfuld for de danske mestre. Den madrilenske lillebror til Real Madrid har i år forstærket sig godt med de mange millioner, som klubben fik for salget af sterneangriberen Fernando Torres til Liverpool.
- Det er ikke ønskemodstandere, det er det bestemt ikke, men både det græske hold og Atletico Madrid er spændende at møde, siger Flemming Østergaard.
FCK møder Panathinaikos og Atletico Madrid hjemme i Parken, mens københavnerne skal ud på en lang tur til Moskva og mødet med Lokomotiv samt spille ude mod Aberdeen. FCK er oversidder i første runde og spiller sin første kamp i gruppen 8. november mod Panathinaikos.
Sportschef i FCK Carsten V. Jensen havde gerne undgået at sidde over i første runde.
- Gruppen som helhed kan vi være tilfredse med. Jeg tror, at
der bliver kamp om pladserne. Det bliver formentlig tæt, men jeg ville godt have
undgået at sidde over i første runde. For det betyder formentlig at vi, hvis vi
ligger til at gå videre, er tvunget til hente et godt resultat på udebane i
sidste runde mod Aberdeen, siger han til Avisen.dk.
- Nu har vi lige set Lokomotiv Moskva mod Midtjylland, og
de har vist et niveau, som var pænt over FCM, særligt på deres hjemmebane. Det
bliver en svær kamp på udebane. Atlético Madrid er notorisk et svært hold, og
Panathinaikos er notorisk tophold i Grækenland, mens Aberdeen muligvis er det
svageste hold i gruppen. Alt i alt vil jeg sige, at det hverken var værre eller
bedre, end jeg havde frygtet, siger Carsten V. Jensen.
1. spillerunde, 25.oktober: FC København står over
2. spillerunde, 8.
november: FC København - Panathinaikos
3. spillerunde, 29. november:
Lokomotiv Moskva - FC København
4. spillerunde, 5. december: FC København -
Atletico Madrid
5. spillerunde, 20. december: Aberdeen - FC København