Jordan har ikke efterkommet ordre om at anholde Sudans præsident, Omar al-Bashir, og sagen henvises derfor til FN's Sikkerhedsråd.
Det meddeler domstolen, som Jordan er medlem af, mandag.
Omar al-Bashir, som anklages for folkedrab, besøgte Jordan i foråret. Men selv om Jordan havde modtaget en arrestordre, fik præsidenten lov til at forlade landet igen - uden håndjern.
Præsidenten har besøgt flere lande, som har nægtet at anholde ham.
Tidligere har ICC, der ligger i hollandske Haag, slået fast, at Omar al-Bashir ikke var beskyttet af diplomatisk immunitet, da han var i Sydafrika i 2015.
Han skulle derfor dengang have været anholdt og udleveret til Haag, og sydafrikanerne levede ikke op til deres pligt over for domstolen, da han frit kunne deltage i et afrikansk topmøde.
Den Internationale Straffedomstol udsendte i 2009 en efterlysning på præsidenten.
Han er eftersøgt for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Sudans vestlige Darfur-region.
Også i juli 2010 blev der udstedt en arrestordre på præsident Bashir fra ICC.
Darfur er på størrelse med Frankrig. Regionens flere millioner indbyggere er fordelt på over 100 muslimske klaner og etniske grupper.
Op mod 400.000 mennesker mistede livet fra 2003 til 2010. Flere end 2,5 millioner mennesker blev fordrevet ifølge tal fra FN.
Omar al-Bashir har været Sudans leder, siden han tog magten ved et kup i 1989.
Den Internationale Straffedomstol er den første juridiske instans med permanent international hjemmel til at rejse anklager for folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
/ritzau/