En amerikansk appeldomstol giver USA's præsident, Donald Trump, medhold i at migranter kan sendes tilbage til Mexico, mens deres asylsager behandles.
Det skriver nyhedsbureauet AP natten til onsdag dansk tid.
Afgørelsen omgør en kendelse fra en domstol i San Francisco i april.
Her blokerede dommer Richard Seeborg for Trump-administrationens plan om at sende asylansøgere tilbage over grænsen til Mexico, mens deres sager behandles i USA.
Regeringen havde vedtaget planen for at dæmme op for strømmen af migranter. Men USA vil ikke kunne garantere for asylansøgernes sikkerhed, hvis de blev sendt til Mexico, lød afgørelsen i april.
Men nu har ankedomstolen givet Trump-administrationen medhold, hvormed returplanen for asylansøgerne alligevel kan gennemføres.
Planen blev sat i værk af den amerikanske regering i januar. Den var én blandt mange, der skulle gøre op med et stigende antal migranter, som ankom til grænsen mellem Mexico og USA.
Antallet af migranter i marts var det højeste i et årti.
Grundet en regel om, hvor længe børn må holdes i varetægt, er flere familier blevet lukket ind i landet, mens de afventer udfaldet af deres asylsag. Det er en proces, der kan tage flere år.
Derfor mener Trumps regering, at nogle af asylansøgerne skal sendes uden for USA's grænser, mens de afventede dommen.
Trump har i længere tid udtalt sig meget kritisk om det stigende antal migranter, der ulovligt forsøger at krydse grænsen til Mexico.
Han har blandt andet erklæret, at han vil skære i udviklingsbistanden til tre mellemamerikanske lande, som er hjemland for mange af de migranter, der søger til USA.
/ritzau/