Den Internationale Havretsdomstol i Hamburg siger, at Rusland skal frigive Greenpeace-skibet Arctic Sunrise og dets besætning.
Havretsdomstolen er blevet bedt om at komme med en afgørelse i en voldgiftssag rejst af Holland, fordi Arctic Sunrise sejler under hollandsk flag.
Holland indledte voldgiftssagen mod Rusland for at få frigivet Greenpeace-skibet og besætningen, fordi skibet blev bordet af russiske styrker i internationalt farvand.
Greenpeace har betalt en kaution på to millioner rubler, cirka 340.000 kroner for det danske besætningsmedlem på skibet, Anne Mie Roer Jensen, som blev løsladt torsdag. Også 28 andre er nu løsladt.
Rusland har tidligere sagt, at det ikke vil acceptere domstolens afgørelse.
/ritzau/Reuters