Den sydafrikanske atlet Caster Semenya fik sammen med Sydafrikas Atletikforbund (ASA) endnu engang medhold af Den Schweiziske Forbundsdomstol torsdag.
Her afviste domstolen midlertidigt at genindføre Det Internationale Atletikforbunds (IAAF) regel om, at kvinder med et højt niveau af mandlige kønshormoner - som Semenya - skal sænke det med medicin for at kunne deltage i visse konkurrencer.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den Schweiziske Forbundsdomstol suspenderede i starten af juni reglen, efter at Caster Semenya havde appelleret en beslutning af Den Internationale Sportsdomstol (CAS), der gav IAAF medhold i forbundets beslutning om at indføre den kontroversielle regel, til domstolen i Schweiz.
Den midlertidige suspendering af reglen fik derefter IAAF til at bede om at få den genindført, indtil der er blevet taget en fast beslutning. Men det er altså nu blevet afvist.
Det betyder, at Semenya kan stille op i konkurrencer i favoritdisciplinen, 800 meter, indtil der falder dom. Hun vil dog ikke være til stede, når der søndag afholdes Diamond League-stævne i marokkanske Rabat. Ifølge Semenyas lejr har Det Marokkanske Atletikforbund afvist at invitere hende.
IAAF har nu indtil 25. juni til at overbevise Den Schweiziske Forbundsdomstol om, at reglen skal genindføres midlertidigt, indtil appelprocessen er overstået.
/ritzau/