Camilla Broe kan nu udleveres til USA. Sent tirsdag aften afviste Menneskerettighedsdomstolen at tage sagen op, så en udlevering kunne undgås indtil videre.
Beslutningen skuffer narkosigtede Camilla Broes advokat, Michael Juul Eriksen.
"Det afgørende for os var jo, at sagen fik opsættende virkning, så en udlevering blev forsinket. Det nytter jo ikke noget, at vi bruger en masse kræfter på at køre en sag ved domstolen de næste mange år, efter hun er sendt til USA. Så er skaden sket," siger han til Newspaq.
Nu vil advokaten koncentrere sig om at hjælpe Camilla Broe, når hun kommer til USA.
"Næste punkt er at sikre, at hun får de bedst mulige forhold og det bedst mulige forsvar i USA i samarbejde med den amerikanske advokat, som vi har samarbejdet med derovre. I første omgang skal vi se på, om hun kan løslades mod kaution, hvilket ser ud til at være muligt," siger Michael Juul Eriksen.
Politiet skal nu finde ud af, hvornår de vil udlevere Camilla Broe. Der kan gå et par eller op til en uge, før det sker, vurderer Michael Juul Eriksen.
Camilla Broe boede i 1990'erne i USA og flyttede i 2001 til Danmark med sin datter, da FBI informerede hende om, at hun var mistænkt i en større narkosag.