Den domsmand, som den 23. juli krævede dødsstraf til Anders Behring Breivik i en statusopdatering på Facebook, er blevet erklæret inhabil af sagens to dommere.
Den mandlige domsmand, Thomas Indrebø, skrev en rasende statusopdatering på Facebook, dagen efter Anders Behring Breivik havde udført terrorangrebet den 22. juli.
"Dødsstraff er den eneste rettferdige i denne saken!!!!!!!!!!"
Opdateringen blev skrevet, da Anders Behring Breivik var alment kendt som gerningsmanden bag massedrabene i Oslo og på øen Utøya.
Sagens hoveddommer, Wenche Elizabeth Arntzen, bad om forsvarernes og anklagernes vurdering af Thomas Indrebøs fortsatte egenethed som domsmand, og de mente alle, at han er inhabil.
Thomas Indrebø bliver udskiftet, så der fortsat er tre domsmænd og to dommere.