Hobro IK tabte søndag eftermiddag 1-3 til de direkte konkurrenter AGF i Alka Superligaen nedrykningspulje.
I anden halvleg scorede aarhusianerne tre mål, der bragte dem op på samme pointantal som nordjyderne.
Ved gæsternes andet mål mener Hobro-træner Thomas Thomasberg, at AGF gik for mange meter ned langs banen og tog et indkast.
Få sekunder efter kastet blev der dømt straffespark.
- Jeg synes, det er helt horribelt, at man ikke kan se, at de tog kastet 15 meter længere fremme.
- Så der kommer frustrationerne over dommerne selvfølgelig ind, siger Hobro-træneren.
Han mener desuden, at der var flere situationer gennem kampen, hvor indkastene ikke blev taget ordentligt.
- Jeg gjorde opmærksom på det inden målet. Jeg sagde endda til mine spillere i pausen, at de skulle være opmærksomme på AGF's indkast.
- De bliver taget hurtigt og ikke nødvendigvis, hvor bolden ryger ud, siger Thomas Thomasberg.
Træneren mener, at indkastet og det efterfølgende straffespark blev et centralt øjeblik i kampen. AGF fik nemlig noget frihed, da holdet kom foran 2-1.
- Det var en tæt kamp, men hvis AGF skulle frem til sidst, så havde vi fået de chancer, som de fik, siger han.
Hobro og AGF har begge fire point ned til Silkeborg og ni til FC Helsingør i nedrykningspulje 1.
/ritzau/