Det kan give anledning til bevismæssige vanskeligheder at løfte bevisbyrde mod udøvere af psykisk vold.
Sådan lyder det i en bemærkning fra Dommerforeningen, der kommer i forbindelse med, at regeringen fremsatte et lovforslag tirsdag, der vil gøre det muligt at straffe udøverne med fængsel.
- Sager om psykisk vold er formentlig noget mere tidskrævende i retten end andre voldssager, skriver foreningen videre i bemærkningen.
Hos Danner, der har et rådgivnings- og krisecenter for voldsramte kvinder, er man dog ikke i tvivl om, at det er muligt at løfte bevisbyrden i retten, hvis et offer har været udsat for psykisk vold.
- Det er svært at gå i retten med mange straffesager, hvor der ikke er objektive fund, så det er ingen undskyldning.
- En lang række sager vil løfte bevisbyrden på baggrund af elektroniske spor eller vidneafhøringer, siger Lisbeth Jessen, der er direktør i Danner.
Danner har siden 2017 kæmpet for at straffe udøvere af psykisk vold.
- Vi har kæmpet for det, da vi kunne se, at den fysiske vold startede med psykisk vold, og hvis vi gerne ville forbedre det, så skulle vi gøre noget ved det psykiske og ligestille de to ting, siger Lisbeth Jessen.
Ifølge direktøren for Danner kan den psykiske vold, såsom isolation fra netværket eller verbal krænkelse over en længere periode, få alvorlige konsekvenser.
- Kvinderne, der har oplevet grov psykisk vold, har et nedbrudt selvværd. De kan få fysiske skader som hårtab eller manglende evne til at passe et job eller psykiske skader som depression og angst, siger Lisbeth Jessen.
Lovforslaget, der er fremsat af regeringen og justitsminister Søren Pape Poulsen (K), vil gøre det muligt at straffe udøvere af psykisk vold med bøder og fængselsstraf i op til tre år.
Justitsministeren anerkender desuden, at det kan blive en udfordring med bevisbyrden.
- Det er selvfølgelig nemmere at vise blå mærker, end det er at vise ar på sjælen. Men den nye teknologi betyder jo, at beviset for eksempel kan være en masse sms'er med truende og styrende karakter, sagde Søren Pape Poulsen tirsdag.
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil stemme for regeringens forslag om at kriminalisere psykisk vold.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.