Den rige tobaksenke Tineke Færchs krav om næsten en kvart milliard kroner fra sin datter er mandag blevet afvist af Retten i Helsingør.
Morens krav skyldes en aktiehandel tilbage i 2006, da hun solgte aktier i familieselskabet Færch Holding til sin datter Merethe Færch.
Snart efter steg værdien kraftigt, og moren påstod, at hun var blevet snydt for værdistigningen.
Imidlertid fastslår de tre dommere i Helsingør mandag, at hun ikke har været udsat for et komplot fra datterens side.
Der er ikke beviser for, at der blev tilbageholdt oplysninger for moren om aktiernes værdi, fastslår dommerne.
Der er heller ikke grundlag for at sige, at aftalen blev misligholdt, fordi datteren havde giftet sig uden at opfylde et krav om fuldstændigt særeje.
Dette skyldtes en fejl hos morens tidligere advokat, fremgår det af dommen.
Tineke Færch havde rejst krav om 273 millioner kroner.
I stedet får hun nu en stor regning. Hun er nemlig blevet pålagt at betale sagsomkostninger på 12 millioner kroner til datteren.
/ritzau/