Kvinder skal måske til at tænke sig om en ekstra gang, inden de køber et nyt par sko. En saudiarabisk dommer mener i hvert fald, at mændene skal have lov til at slå deres koner, hvis de ødsler pengene væk.
Ifølge CNN fremlagde dommeren Hamad Al-Razine sit rabiate synspunkt, da han holdt et foredrag om vold i hjemmet.
"Hvis en mand giver sin kone 320 dollars, og hun bruger 240 dollars på en ny abaya fra en mærkevarebutik, fortjener hun et slag i hovedet som straf," sagde han ifølge Arab News.
Dommerens udtalelse kom tilsyneladende, da han var i gang med at forklare, hvorfor der er kommet flere sager om vold i hjemmet i Saudi Arabien. Han fortalte, at både mænd og kvinder er ansvarlige, men ingen vil tildele kvinderne deres del af skylden.
Al Razine påpegede også, at kvindernes usømmelige opførsel og forargelige sprog mod deres mænd kan resultere i voldsepisoder.
Wajeha Al-Huwaider, der kæmper for saudiarabiske kvinders rettigheder, tager ikke overraskende afstand fra dommerens udtalelse.
"Det er sådan, mænd ser kvinder. Det er ikke noget, de læser i en bog eller lærer fra en ven. De er blevet opdraget til at se kvinder på denne måde," siger hun.