En amerikansk dommer har midlertidigt blokeret for en ordre fra præsident Donald Trump om at tilbageholde føderale midler fra byer, der huser illegale indvandrere.
Trumps nye retningslinjer for anholdelse og hjemsendelse af papirløse indvandrere i USA har åbnet for at skære i offentlige midler til distrikter, der ikke samarbejder med udlændingemyndighederne.
Men det har dommer William Orrick i San Francisco tirsdag sat en stopper for.
- Føderale midler, som ikke har noget med indvandring at gøre, kan ikke trues, bare fordi et distrikt fører en udlændingepolitik, som præsidenten ikke er enig i, siger William Orrick.
Han påpeger samtidig, at Donald Trump gentagne gange har sagt, at føderal finansiering er et våben, han vil bruge mod byer, som modsætter sig hans politiske linje.
William Orrick mener, at den praksis er imod forfatningen.
- Forfatningen giver Kongressen magt til at fordele midler - ikke præsidenten. Ifølge forfatningen kan præsidentens ordre ikke sætte nye præmisser for fordelingen af føderale midler, siger han.
Afgørelsen, der kan påvirke flere end 300 amerikanske byer og amter, der har fordømt Trumps ordre, er endnu et tilbageslag for præsidenten.
Han har således også måtte se sine to indrejseforbud rettet mod borgere fra lande med overvejende muslimsk befolkning blive bremset ved flere domstole.
Donald Trump har truet med at tilbageholde 1,7 milliarder dollar fra Santa Clara County og 1,2 milliarder dollar fra San Francisco, fordi de ikke vil give oplysninger om illegale indvandrere til de føderale myndigheder.
James R. Williams, der sidder i byrådet i Santa Clara, beskriver afgørelsen som en historisk bekræftelse på forfatningens princip om, at regeringen ikke kan tvinge lokale politikere til at agere føderalt indvandringspoliti.
Mens de lokale myndigheder i Santa Clara og San Francisco glæder sig over afgørelsen, udtaler Trump-administrationen, at den ikke vil få nogen betydning for regeringens arbejde.
Regeringen vil blandt andet kunne skære i midler i enkelttilfælde, hvor distrikter ikke opfylder krav knyttet direkte til midlerne.
/ritzau/AFP