Efter en dramatisk episode ved Psykiatrisk Center i Ballerup fredag eftermiddag er en 28-årig mand lørdag blevet varetægtsfængslet.
I forbindelse med anholdelsen blev han skudt af politiet. Han er dog uden for livsfare.
Fredag eftermiddag gik manden ifølge sigtelsen amok med en stor sten og smadrede flere vinduer.
Personalet på Psykiatrisk Center tilkaldte politiet og skjulte sig for ham.
- Da patruljen når frem, råber betjentene ham an. Han kaster stenen mod dem, og det ender med, at han bliver skudt, siger anklager Morten Frederiksen fra Københavns Vestegns Politi.
Efter hændelsen tog ledelsen på Psykiatrisk Center hånd om personale og patienter, og der blev blandt andet holdt en debriefing, oplyste en pressemedarbejder i Region Hovedstadens psykiatri fredag.
Den 28-årige er fængslet for overtrædelse af straffelovens paragraf 119, der handler om vold eller trussel om vold mod tjenestemand, og for paragraf 245, der handler om grov vold.
Ved lørdagens grundlovsforhør var han for syg til at møde op. Ikke fordi han var blevet skudt, men på grund af hans psykiske tilstand, oplyser anklageren.
Han blev derfor fremstillet in absentia og varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling.
Når han på et tidspunkt bliver frisk nok, skal han igen fremstilles for en dommer, så han får mulighed for at give sin version af sagen.
Efter fredagens episode blev Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, rutinemæssigt underrettet.
Når DUP rykker ud, vil man typisk afhøre vidner, ligesom der vil blive lavet kriminaltekniske undersøgelser, i forbindelse med undersøgelsen.
Ved afslutningen på undersøgelsen sendes en redegørelse til statsadvokaten. Her træffes en juridisk beslutning om, hvad der skal ske.
/ritzau/