En dommer ved Københavns Byret har fredag varetægtsfængslet et nu tidligere bestyrelsesmedlem af Enhedslisten i København, som er sigtet i en voldtægtssag.
Det skriver B.T.
Manden er beskyttet af et navneforbud.
Avisen skriver, at en dommer onsdag i første omgang afviste at varetægtsfængsle manden.
Den kendelse blev kæret af anklagemyndigheden, og landsretten omstødte afgørelsen. Derfor blev han fredag atter stillet for en dommer i København.
Dommeren besluttede ifølge B.T., at manden foreløbig skal sidde varetægtsfængslet i 18 dage.
Sagen så offentlighedens lys torsdag, da Enhedslisten udsendte en pressemeddelelse om, at vedkommende har meldt sig selv til politiet.
- Det er forfærdeligt for offeret, og vi er dybt berørte af det. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at støtte offeret og hjælpe politiet i deres efterforskning, skrev bestyrelsen i en pressemeddelelse.
- Der er nedlagt navneforbud i sagen og efter ønske fra og af hensyn til offeret og den videre efterforskning, udtaler vi os af samme grund ikke yderligere.
Det er uvist, hvad manden helt nøjagtigt er sigtet for, samt hvordan han forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/