En dommer har ophævet en kaution for præsident Donald Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort og beordret ham fængslet, indtil en retssag kan indledes.
Distriktsdommeren tog sin beslutning, efter anklagere, der arbejder for den særlige anklager Robert Mueller, har beskyldt Manafort og en af hans nærmeste folk for forsøg på at påvirke vidner.
Muellers vigtigste opgave er at efterforske, om Trump-kampagnen samarbejdede med Rusland i valgåret 2016.
Manafort blev sigtet i oktober, men holdt sig på fri fod mod kaution. Han blev tvunget til at opholde sig i sit hjem og bære en fodlænke.
Retssagen mod ham er planlagt til at finde sted i september. Der indledes en sideløbende retssag med samme indhold i delstaten Virginia allerede i juli.
Manafort er sigtet for flere forhold om ulovlige pengeoverførsler i forbindelse med arbejde, han har udført for prorussiske interesser i Ukraine.
/ritzau/Reuters