En føderal dommer i Los Angeles afviser pornoskuespillerinden Stephanie Cliffords søgsmål mod USA's præsident, Donald Trump.
Det skriver nyhedsbureauet AP på baggrund af retsdokumenter natten til fredag dansk tid.
Gennem søgsmålet ville Clifford, der er kendt som Stormy Daniels, have ophævet en fortrolighedsaftale, som hun har indgået med præsident Trump.
Aftalen blev indgået kort før præsidentvalgkampen i 2016. Den skulle forhindre Stormy Daniels i at tale højt om, at hun angiveligt har haft et seksuelt forhold til Trump i 2006 og 2007.
Trump har nægtet alle anklager om, at han skulle have haft en affære med Daniels.
Ifølge Trumps tidligere rådgiver Michael Cohen skulle aftalen, hvor Daniels er blevet betalt 130.000 dollar for at tie, hjælpe Trump i præsidentvalgkampen. Det svarer til cirka 800.000 kroner.
På trods af aftalen har Daniels dog flere gange fortalt om affæren i pressen. Blandt andet i programmet "60 Minutes" på tv-kanalen CBS og i den selvbiografiske bog "Full Disclorure".
I marts 2018 lagde Daniels sag an mod Trump for at få ophævet den såkaldte tys-tys-aftale.
Men ifølge dommer James Otero er søgsmålet irrelevant, efter at Trump og Cohen er gået med til ikke at kræve kompensation fra Daniels for at have brudt aftalen.
Daniels er på trods af dommerens beslutning glad for at have taget kampen op. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- For mere end et år siden, da jeg blev truet med et søgsmål på 20 millioner dollar, bad jeg en dommer om at ophæve denne ulovlige aftale, skriver Daniels på Twitter.
- Jeg er glad for, at jeg har stået fast på mit og er blevet ved med at kæmpe.
I oktober 2018 afviste en føderal dommer et andet søgsmål fra Daniels mod præsident Trump, som omhandlede æreskrænkelser begået af præsidenten.
Her blev Daniels pålagt at betale Trumps sagsomkostninger.
/ritzau/