Den danske landsholdsspiller Leon Andreasen stod i dag over for en dommer i byretten i Århus.
Men hans retssag blev udsat i en uge, og dermed falder der først dom i sagen næste fredag, trods anklager og forsvarer var enige om strafudmålingen.
Leon Andreasen forklarede i dag retten, at slaget skete, fordi han kom op at skændes med en mand, der havde taget en sofa, som fodboldspilleren havde betalt for.
"Jeg har ikke lyst til at gå i detaljer her, men jeg kan sige så meget, at jeg aldrig ville gå ædru ind på et diskotek og slå en anden mand. Mere har jeg egentlig ikke lyst til at sige," siger Leon Andreasen til TV 2 News.
Anklageren har krævet Leon Andreasen idømt en betinget dom på 30-40 dages fængsel, hvilket forsvareren erklærede sig enig i.
Sagen er udløst efter Leon Andresen slog en ung mand den 24. maj på natklubben Kupé i Århus.
Det er normal praksis, at værtshusvold dømmes med en betinget dom, når der er tale om en førstegangsforseelse.
Og allerede i forbindelse med efterforskningen af sagen, indrømmede Leon Andreasen at han slog den unge mand under et besøg på natklubben, som kostede offeret fire sting omkring sit ene øje.