Selvom en brugt bil er annonceret til salg på internettet, gælder reglerne om fjernsalg og de 14 dages fortrydelsesret ikke.
Når først slutsedlen er skrevet under, fanger bordet.
Det siger Vestre Landsret i en dom, hvor en sjællandsk bilkøber kommer til at betale 57.000 kroner i erstatning og omkostninger for en bilhandel, der aldrig blev til noget.
I 2008 ville han købe en brugt Honda Accord hos en forhandler i Bilbyen Silkeborg.
Bilen var annonceret på hjemmesiden bilbasen.dk, og efter en lang telefonsnak med sælgeren, blev man enige om en byttepris for den gamle bil, og at køberen skulle kigge forbi.
Forhandleren faxede en slutseddel til køberen, som han skrev under og returnerede. Nogle dage senere kørte sjællænderen og fruen til Silkeborg.
De kørte en kort tur, men var slet ikke tilfredse med deres nye bil. De vendte tilbage til forhandleren og sagde, at de ikke ville købe.
Køberen mente, at han havde aftalt med sælgeren, at han kun skulle betale for nummerpladerne, hvis handlen ikke blev gennemført. Omvendt mente sælgeren, at der var indgået en bindende handel uden forbehold.
Derefter argumenterede køberen med, at der var tale om fjernsalg, hvorfor han havde 14 dages fortrydelsesret.
Men hverken byretten eller landsretten køber hans argumenter. Der er tale om et almindeligt forbrugerkøb, og han har skrevet under uden forbehold. Så han hænger på handlen, og skal dække forhandlerens tab ved videresalg.
Men da forhandleren først et år senere solgte bilen på auktion, kunne han sagtens have begrænset sit tab, enten ved at indgå forlig med køberen eller ved at sælge den hurtigere.
Derfor afgør Vestre Landsret, at køberen skønsmæssigt skal betale 30.000 kr. i erstatning for den forgæves handel, plus 27.000 kr. i sagsomkostninger.