Tirsdag falder der dom i Tvind-sagen, men det bliver uden Tvinds høvding Mogens Amdi Petersen.
Det er nemlig kun Tvind-talsmand Poul Jørgensen, der sidder på anklagebænken i Vestre Landsret, skriver berlingske.dk.
Statsadvokaten i Nordjylland ville ellers gerne have anket sagen for seks af de syv frifundne fra byretten. Men det viste sig at være umuligt at få forkyndt anken.
Politiet regner med, at de seks tidligere Tvind-folk - blandt andre Amdi Petersen selv og hans samlever Kirsten Larsen - har gemt sig i Zimbabwe og i Mexico.
Anklagen mod Poul Jørgensen lyder på underslæb for knap 18 mio. kr. og groft skattesvig for 22 mio. kr. Anklagemyndigheden mener, at det skal koste Jørgensen mindst tre år bag tremmer.
Tvinds talsmand nægter sig skyldig, ligesom han gjorde i byretten, der i sin tid gav ham medhold.