Østre Landsret stadfæstede mandag dommen over den flugtbillist, der i januar 2008 kørte to unge mænd ihjel på H.C. Ørstedsvej i København. Den 33-årige, dømte mand skal 60 dage i fængsel og betale en bøde på 6.500 kroner.
Østre Landsret oplyser i en pressemeddelelse, at det blandt andet var skaderne på de biler, der var med i uheldet, samt bremsespor ved ulykkesstedet, der overbeviste retten om, at den tiltale havde kørt alt for stærk og derfor havde opført sig uansvarligt i trafikken.
Den 33-årige fik dog nedsat den bøde, der fulgte med dommen. Byretten i Frederiksberg dømte i september sidste år manden til at betale 10.000 kroner, men den bøde blev altså sat ned til 6.500 kroner i landsretten.
Selve ulykken skete 04.40 lørdag morgen den 20. januar 2008 på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg. Den dømte mistede herredømmet over bilen og kørte direkte ind i to unge mænd, der kom kørende på en enkelt cykel, sammen med en veninde.
Den ene af de to unge mænd - på 25 år - døde på stedet. Den anden, der var 24 år, døde på hospitalet af sine kvæstelser. Begge var oprindeligt fra Kerteminde på Fyn.