Donald Trump vil trække USA fra den internationale FN-klimaaftale.
Det viser et dokument fra Det Hvide Hus, som Reuters har set, rapporterer nyhedsbureauet.
Onsdag kunne flere amerikanske medier via anonyme kilder i Det Hvide Hus erfare, at præsidenten ville skrotte den aftale, som forgængeren Barack Obama indgik i Paris i december 2015.
Men så skrev Trump selv på Twitter, at han ikke var nået så langt endnu. En beslutning ville snart blive truffet, lød det.
Den skulle officielt komme torsdag aften klokken 21 dansk tid, har præsidenten meddelt.
Donald Trumps melding til amerikanerne - og resten af verden - er, at aftalen fra Paris er for dyr for amerikanerne. Han vil have en bedre aftale, hedder det i dokumentet.
Præsidenten vil også slå fast, at han har besluttet at kassere aftalen, for at holde sit løfte om at de amerikanske arbejdere kommer i første række.
/ritzau/