Da Hugh Laurie, bedre kendt som Doktor House, bekendtgjorde, at han led af depressioner var hans intention at hjælpe andre i samme situation. Men nu fortryder tv-stjernen, at han ikke bare holdt sin mund.
"Jeg ville ønske, jeg havde holdt mund med det. Nu tillægger folk det aspekt af mit liv alt for meget vægt. Jeg gider ikke være kendt som ham, der er deprimeret," fortæller Hugh Laurie til magasinet America's Parade.
På den anden side vil Laurie gerne slå et salg for at nedbryde tabuet omkring depression. Han fortæller i et interview, at han godt er klar over, hvor alvorlig og udbredt sygdommen er.
Men netop derfor er han bange for, at hans ærlighed kan blive misforstået. Fordi han mener, at alt for mange kendte står frem og fortæller, at de har det svært. Og den kategori af klynkere vil skuespilleren ikke sættes i.
"Så du kan nok godt forstå, hvorfor jeg tøvede med at fortælle det. Folk skal jo nødig tro, at det bare er almindelig ondt i livet. Og ind imellem tænker jeg også selv 'For Guds skyld tag dig sammen Hugh', men det kan man ikke, når man lider af den sygdom," siger en ærlig Hugh Laurie.