»O’Learys ønsker alle en god jul og et godt nytår«.
Sådan står der på hjemmesiden for O’learys Bar & Restaurant ved Tivoli i København, men det lykkedes ikke stedet at give alle et godt nytår. Klokken 04.45 nytårsnat blev der ringet efter politiet, fordi en dørmand var blevet stukket i maveregionen af en ophidset indvandrer. Heldigvis bar dørmanden stikvest, så der hændte ham ikke noget.
»Det skete tilsyneladende efter, at to indvandrere var blevet afvist entré på O’Learys. Det forårsagede tumult, fordi omkring femten indvandrere blev opbragte på de to andre vegne, og derefter var der så en der trak en kniv,« siger den centrale vagtleder i København Hans Erik Raben.
Da optrinnet foregik ude på gaden, findes der ingen videooptagelser af det hændte. Det har desuden kun været muligt for politiet at få et meget sparsomt signalement af knivstikkeren, som det lykkedes at stikke af.