Fire måneder i fængsel og slag med en pisk. Det er straffen, udlændinge får for at holde fest i Saudi-Arabien, viser en ny dom.
Ifølge AP har Saudi-Arabiens religiøse politi arresteret 433 udlændinge, som holdt fest i landets næststørste by, Jeddah. De 240 af deltagerne var kvinder, og festdeltagernes forbrydelser består blandt andet i at danse med hinanden og drikke alkohol. Ifølge en artikel i den regeringskontrollerede avis Okaz blev de første 20 af deltagerne dømt for at »drikke, arrangere en skamløs fest, danse med det andet køn og filme festen på video«.
Avisen skriver ikke, hvor mange piskeslag udlændingene får, eller hvornår festen blev holdt. Det fremgår heller ikke, om udlændingene er fra Vesten eller fra andre verdensdele.
Avisen skriver desuden, at resten af festdeltagerne vil blive stillet for retten i hold, så alle kan blive dømt hurtigt.
Saudi-Arabiens retssystem bygger på en streng fortolkning af islam, hvor både indtagelse af alkohol, kvindelige bilister og hemmelige stævnemøder kan straffes. Strafformen varierer fra fængsel og bøder til pisk og offentlige henrettelser.
De 20 udlændinge har mulighed for at appellere deres dom.