Selv om dåbsattesten siger 69 år og straffeattesten er plettet, kan man åbenbart godt få et nyt job.
Bare spørg Kim Henningsen, den tidligere chefredaktør på SE og HØR, der fik en dom på et års fængsel i den meget omtalte tystys-sag, hvor ugebladet ulovligt overvågede kendtes kreditkort-oplysninger.
Henningsen fortæller selv om sit nye job i et opslag på Facebook:
– Jeg er blevet ansat som ”lille hjælper” i vinafdelingen i SuperBrugsen Gilleleje, lyder det fra den tidligere mediemand, der allerede har første arbejdsdag i dag, fredag. Her skal han stå for udskænkningen af små smagsprøver af forskellige vine.
Et job, der unægtelig ligger lang fra hans tidligere meritter i mediebranchen. Her havde han flere store stillinger på diverse medier, inden han for alvor blev kendt, da han tiltrådte jobbet som chefredaktør på SE og HØR i 2009. Det bestred han, indtil han blev sygemeldt med en depression i 2013 – godt et år før Danmarkshistoriens største medieskandale begyndte at rulle.
For sin rolle i den blev Kim Henningsen idømt et års fængsel – dommen blev gjort betinget.