- Det er en usædvanlig hård dom.
Sådan lød reaktionen fra den tidligere læge og plastikkirurg Kim Tjelum, der har specialiseret sig i brystoperationer, efter at Københavns Byret tirsdag idømte ham seks måneders fængsel og en bøde på 50.000 kroner.
Han blev dømt for at have optrådt som læge, selvom han havde fralagt sig sin autorisation, for grov og gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten og for uagtsom legemsbeskadigelse.
Desuden blev han dømt for midt under sagen at have truet et vidne.
Den 46-årige læge, der iført tweedjakke og solbriller hængende i skjorten kiggede udtryksløst ud i luften, mens retsformanden læste dommen op, er uforstående over for den hårde dom.
- Jeg er meget overrasket over dommen. Vi har under sagen tilbagevist mange anklagepunkter og anskueliggjort, at det i praksis er gået ganske udmærket, siger han foran retten.
- Jeg er under sagen blevet kontaktet af mange tidligere patienter, som har været godt tilfredse og ikke har forstået, hvorfor der var rejst sag mod mig, fortsætter han.
Flere kvinder fik store ar efter mødet med Kim Tjelum, og fire kvinder fik 2. eller 3. grads forbrændinger omkring brysterne, på maven og på ryggen.
- Der er tre eller fire, der har fået større ar end tilsigtet, medgiver Kim Tjelum.
- Det sker for alle på et tidspunkt. Det er så sket for mig inden for et kort tidsrum, og jeg føler med dem, det gik ud over, siger han.
Foruden fængsel og bøde blev Kim Tjelum fradømt retten til at udøve lægegerning eller på nogen måde at have med patienter at gøre indtil videre.
Desuden skal han betale godt 90.000 kroner i erstatning til fem af kvinderne. Flere andre kvinder har krævet erstatning, men de krav henviste domsmandsretten til civile søgsmål.
/ritzau/