Seks måneders fængsel lød dommen på, da en 16-årig dreng fra Gellerup i går blev dømt for tre brande og et brandforsøg i slutningen af 2006. Alligevel kunne den 16-årige forlade retten som en fri mand, idet fire af de seks måneder blev gjort betinget. De to første har han nemlig allerede afsonet som varetægtsfængslet på en lukket ungdomsinstitution, siden han blev anholdt kort før jul.
Den 16-årige blev dømt for at have sat ild til en sofa i et kælderrum samt to redskabsskure ved fritidshjem i Gellerup. Det ene udbrændte totalt, og der skete skader for 155.000 kroner. Han har hele retssagen igennem nægtet at have haft noget som helst med brandene at gøre, og han ankede øjeblikkeligt dommen til landsretten.
Fældet af 14-årig
Det var alene tidligere afhøringer af en 14-årig kammerat, der førte til domfældelsen af den 16-årige. Han havde nemlig i december fortalt politiet, at han sammen med den 16-årige og dennes lillebror havde antændt brandene, og selvom han benægtede det, da han i går vidnede, valgte retten at tro på hans første forklaring.
Den 16-årige blev også dømt for at have kaldt to betjente fucking pansersvin og have truet dem med bank i forbindelse med et optrin ved Shell-tanken på Edwin Rahrs Vej i november. Han stod desuden tiltalt for to knallertbrande, som han dog blev frifundet for.
N2 side 2