Afslutningen på den hollandske Æresdivision er i denne sæson tættere end nogensinde. Og den tidligere danske landsholdsspiller Kenneth Perez befinder sig midt i den hektiske afslutning.
Hans klub Ajax Amsterdam har efter en middelmådig sæson, der også kostede Champions League-deltagelsen på bekostning af FC København, taget sig sammen og via en gevaldig slutspurt indhentet PSV Eindhoven.
Nu ligger storklubberne PSV og Ajax side om side sammen med opkomlingen AZ fra provinsbyen Alkmaar, alle tre med 72 point inden sidste spillerunde på søndag.
Ligger til AZ
AZ, der har den tidligere Ajax-, Barcelona- og Hollandtræner Louis van Gaal i spidsen, blev nummer tre forrige sæson, nummer to i sidste sæson, og i år ser det ud til, at klubben tager sidste store skridt og overhaler de klassiske storklubber.
Kenneth Perez indrømmer, at det ligner AZ-guld i år. Holdet skal op mod bundklubben Excelsior, der intet har at spille for, og med en sejr er den overraskende triumf i hus. Men mindre Ajax leverer en sand målfest og slår Willem II med fem mål mere end konkurrenten.
»Det ligger jo til dem. Men der er sket større mirakler i fodbold, så der er altid en chance,« siger offensivspilleren, der paradoksalt nok skiftede til Ajax fra AZ sidste sommer i jagten på Champions League-fodbold.
Vinder AZ som ventet mesterskabet skal Kenneth Perez ud i omspil med tre andre hold om en kvalifikationsplads til den europæiske mesterliga.