Meningsmålingerne får muligvis statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til at sove roligt om natten for tiden.
Meget tyder på, at de borgerlige partier også har flertal efter næste valg. Men statsministeren har Helle Thorning-Schmidts ånde lige i nakken.
I hvert fald når det kommer til danskernes foretrukne statsministerkandidat.
Direkte adspurgt, hvem af de to fløjes ledere – Fogh Rasmussen (V) eller Thorning-Schmidt (S) – vælgerne foretrækker som statsminister, er der således totalt dødt løb.
Det viser en frisk rundspørge blandt knap 1.500 danskere, som Userneeds har lavet for Nyhedsavisen.
Uafgjort
45 procent peger således på S-formanden, mens 45 procent foretrækker at beholde Fogh. Valgforskere kalder målingen overraskende god for Helle Thorning- Schmidt.
- Det spørgsmål har tidligere været karakteriseret ved, at Fogh var markant stærkere end Helle Thorning-Schmidt. Så målingen viser en klar forskydning i valget mellem de to, siger lektor i statskundskab på Københavns Universitet Lars Bille.
Hans forsigtige bud på en forklaring lyder, at både den skærpede situation i Irak samt strejkerne blandt social- og sundhedsansatte i den seneste tid kan have tæret på statsministerens popularitet. Også valgforsker Jørgen Elklit på Århus Universitet finder opbakningen til S-lederen overraskende.
Præsidentvalg
- Det ville jeg ikke have forventet. Det er også interessant, fordi Helle Thorning-Schmidt den seneste tid ikke har gjort meget væsen af sig. Derfor er spørgsmålet, om det i virkeligheden er en skjult kritik af statsministeren, at så mange vælger hende, når de står med de to alternativer, siger Jørgen Elklit.
Målingen kommer på et tidspunkt, hvor det står mere og mere klart, at den kommende valgkamp igen vil tegne sig som en decideret præsidentkamp mellem formændene for henholdsvis Venstre og Socialdemokraterne.
Dels er den konservative leder, Bendt Bendtsen, svækket af nærmest historisk dårlige meningsmålinger, den radikale Margrethe Vestager har droppet partiets krav på statsministerposten, og Ny Alliances Naser Khader vil ikke være statsminister.