"Undskyld mig, men jeg gider sgu' ikke drikke vand, fordi en eller anden bureaukrat har bestemt, at jeg skal drikke vand".
Sådan skriver den kræftramte 68-årige John Lehmkuhl fra Randers i et læserbrev i Randers Amtsavis. Han er netop flyttet ind i Huset Nyvang, som er et splinternyt plejecenter.
På det plejecenter, han boede på tidligere, fjernede man pludselig saftevand til maden, men det kom tilbage på bordet, da John Lehmkuhl og andre beboere brokkede sig.
Men nu gentager historien sig:
"For mit vedkommende er jeg blevet terminalerklæret, og så kan jeg godt se, at det er træls, at man på min dødserklæring ikke kan skrive, at jeg er død af kræft men af en overdosis af saftevand", skriver John Lehmkuhl med slet skjult sarkasme og stiller spørgsmålet, om det måske er hans tænder der skal passes på?:
"... men de fleste af os har kunstige tænder".
"Jeg gider ikke have nogen til at bestemme hen over hovedet på os. Det kan godt være, mange synes, det her er småting. Men fra nu af tager jeg øl med til måltiderne".
John Lehmkuhl er uddannet folkeskolelærer, og han har blandt andet arbejdet som underviser i flere år. I dag er han folkepensionist og var ved efterårets kommunalvalg opstillet for SF.