Sao Paulos allerede udskældte offentlige transport fik sig mandag endnu et knæk, da en konstruktionsarbejder mistede livet under arbejdet af en udvidelse af metronettet i Brasiliens største by.
Manden blev ramt af en stor betonblok, og dødsulykken tilfører yderligere negativ omtale til den offentlige trafik, få dage før VM i fodbold begynder. Ulykken skete under arbejdet på en toglinje, der ikke når at blive færdig til slutrunden alligevel.
Samtidig har metroen været ramt af en omfattende strejke, der har lammet trafikken i millionbyen. Og de strejkende metroarbejdere truer med, at de vil lukke trafikken ned, samme dag som VM starter, med mindre de får den ønskede lønstigning.
Tusindvis af turister har allerede indtaget Sao Paulo, hvor VM begynder med en kamp mellem værtsnationen og Kroatien torsdag.