En voldsom lastbils-ulykke har onsdag kostet én person livet på Helsingørmotorvejen lige nord for København. Det oplyser politiet.
Tre køretøjer - to lastbiler og en personbil - var involverede i det dramatiske sammenstød, der i timevis har lukket den stærkt trafikerede færdselsåre i retning ind mod byen og fået fatale følger.
- Vi har nu fået konstateret, at føreren af personbilen er død, fortæller pressekoordinator Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi.
Personbilen kom formentligt i klemme mellem to lastbiler, da den kørte ind ad motorvejen mod København, lyder det fra politiet.
- Ulykken er sandsynligvis sket ved, at den forreste lastbil bremser op, og det gør personbilen også. Den bagvedkommende lastbil kører op i personbilen, som presses frem mod den forreste lastbil og bryder i brand, fortæller Henrik Suhr.
Det er dog kun politiets foreløbige teori, understreger han.
Den ene lastbilchauffør er uskadt efter ulykken, men ifølge politiet "meget, meget chokeret", mens føreren af den anden lastbil er overført til traumecentret på Rigshospitalet - dog i en stabil tilstand.
Ulykken fandt sted på motorvejsstrækningen cirka 400 meter nord for Tuborgvej og tiltrak sig masser af opmærksomhed fra billister, som måtte finde andre veje ind til København.
- Der stod meterhøje flammer op fra lastbilen, og det væltede op med voldsom sort røg, siger Ritzaus journalist, som befandt sig ved ulykkesstedet.
- Det var virkeligt voldsomt, og der var nogle dæk, der eksploderede, og de gav nogle ordentlige brag, fortæller han.
/ritzau/