Fransk politi har pågrebet to mænd efter de har truet præsidentens 10-årige søn med drab.
Det bekræfter den franske indenrigsminister Michele Alliot-Marie, ifølge flere internationale medier.
Den ene af de to mænd arbejder i et telefonselskab og stjal her nummeret til den franske præsidents ekskone Cecilia Sarkozy – der havde givet telefonen til den 10-årige søn. Her ringede de to mænd op og sagde, at de ville slå ham ihjel.
Op til fem års fængsel
- Det er meget rystende… De her tåbelige mennesker tror, at de kan få penge ud af folk på denne måde, siger Alliot-Marie til radiostationen Europe-1.
De to mænd – på 21 og 22 år – er nu bag tremmer og skal formentlig for retten allerede om en måned. Her risikerer de op til fem års fængsel for trusler, røveri og tyveri af hemmelige data.