Den svenske avis Östgöta Correspondenten har modtaget flere dødstrusler. Det er sket i forbindelse med, at avisen har bragt en tegning af en djævel, der skider Jesus i hovedet.
Håber du får en kniv stukket i dig i den næste uge. Hvis ikke et mennesker gør det, så vil Jesus skære struben over på dig, lød beskeden på chefredaktør Ola Sigvardssons telefonsvarer.
Tegningen var oprindeligt en plakat for en lokal punkfestival, men kommunen forbød, at plakaten blev hængt op i det kommunale kulturhus, skriver Östgöta Correspondenten. Derfor opstod der en debat om censur og ytringsfrihed, og det var i den forbindelse avisen bragte et billede af plakaten.
- Det er meget ubehageligt. Det er sørgeligt, at vi efter så mange år med ytringsfrihed og demokrati ikke kan diskutere, hvad der er rigtigt og forkert, uden at det fører til anonyme mordtrusler, siger chefredaktør Ola Sigvardsson.